Hvad er digital signage og hvordan hænger det sammen med digital kommunikation og anvendelse af infoskærme og digtialskilte? Og hvordan evaluerer du et digital signage system? Denne artikel giver dybtgående viden både om teknologien og hvordan du evaluerer det enkelte system.
Hvad er digital signage – formålet med artiklen
I denne artikel vil jeg fokusere på: “Hvad er digital signage?”. Jeg vil se på hvad værktøjet indeholder, og hvilket formål det tjener. Den forretningsmæssige værdi af værktøjet, er forbundet med værktøjets formåen. Derfor er det vigtigt at kigge på, hvad værktøjet formår. Altså – hvilke funktioner kan udføres med et digital signage værktøj. Skal jeg sammenligne med Excel, så er det mulighederne i selve værktøjet, som afgør, hvordan det kan anvendes, og dermed hvilken forretningsmæssig værdi Excel potentielt kan tilføre.
Når du har læst artiklen, er det mit mål, at du skal kunne besvare artiklens titel – Hvad er digital signage. Du skal være være bekendt med hvad et digital signage værktøj indeholder. Du skal have en forståelse af formålet med de enkelte delkomponenter, og hvilke opgaver de løser. Det handler altså om, at du skal være klædt på til at kunne evaluere forskellige digital signage løsninger, i forhold til deres evne til at understøtte det mål du har, for anvendelsen af digitale kilte i din forretning.
Inden vi går i gang, vil jeg lige henvise til artiklen om pris og fordele ved digital signage, hvor du kan læse mere om prissætning og de fordele der er ved at anvende digital signage løsninger.
Hvordan bidrager digital signage til at understøtte din forretning
Selve digital signage systemet bidrager ikke til at understøtte din forretning. Lidt på samme måde som Excel i sig selv, ikke bidrager til din forretning. Men brugt med omtanke, kan digital signage producere digitale skilte, der giver forretningsmæssig værdi.
Derfor er der to aspekter du bør være opmærksom på, når vi taler om forretningsmæssig værdi i relation til digital signage:
- Den forretningsmæssige værdi
- Værktøjets formåen
Yderligere viden om punkt 1 – den forretningsmæssige værdi i anvendelsen af digital signage, kan du læse mere om her: De forretningsmæssige muligheder med digital signage
Den resterende del af artiklen omhandler punkt 2. Her dykker jeg ned i emnet “Hvad er digital signage?” og hvilken formåen har værktøjet. Jeg kigger også nærmere på, hvordan du evaluerer de enkelte “delsystemer” i værktøjet.
Et ord om forfatterens præferencer
Det ville være forkert, hvis jeg skrev denne artikel, uden at gøre opmærksom på mine præferencer. Jeg anvender PADS4 i de løsninger jeg leverer til mine kunder. Mit valg er baseret på en række krav og test jeg har defineret. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er det, som passer bedst til dig. Er du f.eks. på udkig efter et system med stærke visuelle virkemidler, hvor integration til eksterne IT systemer er minder vigtig, ville jeg nok pege på Intuiface.
Kort sagt – det er min intention af skrive artiklen “Hvad er digital sigange?” så objektiv som muligt. Men “ja” – der er naturligvis en grund til at jeg har valgt PADS4. Men når alt kommer til alt, så er min anbefaling altid at teste selv. Der er ikke nogen universalløsning der passer til alle, så test, test og atter test inden du tager din beslutning. Og husk – at når du kommer så langt – så kan du altid bede mig om en demolicens, så du selv kan teste PADS4 digital signage software.
Og lad os så komme i gang…
Hvilket formål har digital signage systemet
Digital signage er et begreb, der dækker over alle de komponenter, der indgår i løsninger til at lave digital skiltning. Når du spørger: “Hvad er digital signage?” er der ikke noget kort svar, hvis det skal være dækkende. Lidt forenklet kan man sige, at digital signage handler om hardware, software og strategi.
I denne artikel kigger jeg på softwaren: Men jeg har også skrevet en længere guide omkring strategien bag digital skiltning som sikker kunne havde din interesse. Nogle vil måske sige, at digital signage er den digitaliserede version af traditionelle skilte. Og selv om der er mange paralleller, er der alligevel en verden til forskel, hvis man sammenligner. Spørger man Wikipedia får man dette svar.
Anvendelsesmuligheder
I den efterfølgende del af artiklen, er det softwaren jeg refererer til, når jeg taler om digital signage systemer. Softwaren kan anvendes i mange forskellige situationer. Jeg har delt dem op i to hovedgrupper. Den ene gruppe er til kommerciel kommunikation, og den anden gruppe er til informativ kommunikation. Det er også værd at huske på, at kommunikationen kan være internt i en organisation. Her er der typisk tale om brug af infoskærme til virksomheder, der har brug for at kommunikere vigtige budskaber til de ansatte.
Så lad os kigge nærmere på formålet med selve softwaren. Altså – hvorfor bruger vi den type software, og hvilke funktioner skal det understøtte.
Funktionerne i et digital signage system
Et professionelt digital signage system, har til formål at drive et eller flere digitale skilte. Systemet indeholder en række ”moduler”, der udfører følgende funktioner:
- Opsætning af grundsystemet og netværket af skilte
- Design og udvikling af indholdet på skiltet
- Planlægning af afviklingstidspunkter for indholdet
- Distribution af indholdet til skiltene
- Visning af indholdet på skærmen
- Overvågning og fjernstyring af skærmene der viser skiltene
I de efterfølgende afsnit, går jeg i detaljer med hvert af ovenstående punkter.
Men inden da, vil jeg lige nævne, at elementerne i listen i sig selv kan være et separat softwareprodukt. Jeg kalder det et ”element” for at gøre plads til, at nogle digital signage systemer fungerer som et samlet værktøj, mens andre kan være delt op i mindre software programmer. Du kan sammenligne det med Microsoft Office. Det er et værktøj til effektivisering af kontoropgaver. Men selve Office pakken er opdelt i mindre software programmer som Excel, Word, PowerPoint m.fl.
Opsætning af grundsystemet og netværket af skilte
Når vi skal give svar på spørgsmålet: “Hvad er digital signage?” er det nærliggende at kigge på grundsystemet først. Grundsystemet er nemlig selve kernen i digital signage værktøjet. Det er her du konfigurerer og vedligeholder dit netværk af skilte. I fagtermer vil man kalde det for en digital signage server.
Serveren har til formål at tale sammen med de øvrige elementer i digital signage systemet. F.eks. er det serveren der har til formål at distribuere indholdet ud til de rette skilte på rette tidspunkt. Det vender vil tilbage til. For nu er det blot vigtigt at forstå, at der findes en server i systemet, og at den spiller en central rolle i måden dit system hænger sammen.
Skybaseret server (cloud system)
Nogle digital signage systemer er udelukkende skybaserede (cloud system). Det betyder, at digital signage serveren er installeret i skyen. Dine skilte kobles op på serveren i skyen, og får sine data derfra.
Fordelen er, at du ikke selv skal installere og vedligeholde serveren. Til gengæld kan det give nogle udfordringer i forhold til stabilitet, og retningslinjer i relation til GDPR.
Hvis du vælger en skybaseret løsning, bør du være opmærksom på, hvor i verden løsningen er installeret, og hvilken oppetid du kan forvente. Viser du oplysninger som er underlagt GDPR reglerne, bør du tjekke, om leverandøren kan efterleve disse.
Installation på egne servere
Som alternativ til de løsninger der udelukkende er skybaserede, findes der digital signage systemer, hvor du selv kan vælge. Du kan installere i eget IT miljø eller du kan købe plads på en skybaseret server, og selv installere løsningen her.
Fordelen er, at du selv kan bestemme hvilken tilgængelighed der skal være, og hvor i verden data er placeret. Ulempen er, at hvis du ikke selv kan drifte serveren, skal du have IT personale ansat, der kan stå for opgaven. Alternativt skal du bede din digital signage leverandør varetage opgaven.
Afsluttende bemærkning om grundsystemet – serveren
Digital signage serveren kræver som regel ikke den store vedligeholdelse. Ofte laves opsætningen i forbindelse med anskaffelsen. Herefter er det minimalt hvad der laves af ændringer.
Det typisk ved anskaffelse af yderligere digitale skilte eller opgradering af selve digital signage systemet, at der skal foretages arbejde på selve serveren. Du kan med fordel købe et klippekort eller afregne time for time, hvis du ikke selv kan / vil stå med denne del.
Evaluering af grundsystemet – serveren
Med udgangspunkt i ovenstående, bør evalueringen af selve grundsystemet baseres på dit krav til stedet hvor serveren skal installeres. Kan du acceptere en ren skyløsning, og lever resten af systemet op til dine krav, kan det være en fin løsning. Ønsker du mere fleksibilitet, skal du vælge en løsning, hvor du selv kan vælge installationsstedet.
Husk på at den større fleksibilitet kræver, at du selv har IT personale til at stå for installation og overvågning. Alternativt skal du bede din digital signage leverandør stå for opgaven. Det er som regel ikke nogen stor opgave. Og derfor vil jeg som udgangspunkt altid argumentere for, at man vælger løsningen med størst mulig fleksibilitet.
Design og udvikling af indholdet på skiltet
Vi kommer ikke uden om det værktøj jeg refererer til som “Designeren”, når vi kigger på spørgsmålet “Hvad er digital signage”. Udvikling af indholdet til dine skilte, foregår nemlig i designeren. Dette værktøj er på mange måder centralt i forhold til systemets formåen. Derfor bør du være særlig opmærksom på denne del, når du skal evaluere hvorvidt det lever op til dine krav.
Design selv eller få det produceret af din leverandør
Som jeg har nævnt tidligere, så anbefaler jeg ALTID at man selv får lov til at teste. Og hvis du planlægger, at du selv vil designe indholdet på dine skilte, er det ekstra vigtigt, at du bruger tid på at teste designeren. Forvent at 95% af din tid med digital signage bruges i designeren.
Det er ikke alle der selv ønsker at designe løsningerne til deres digitale skilte. I disse tilfælde laver man en aftale med sin leverandør om at få udarbejdet en skabelon. Skabelonen designes så den kan trække indhold fra forskellige datakilder. Det kan være filer med tekster, grafik, foto, video, audio med mere. Din opgave vil være at opdatere disse filer, hvorefter indholdet på de digitale skilte automatisk opdateres.
Forskellen på at designe selv eller bruge en template
For at forstå forskellen på at designe selv eller bruge en template, er der nogle begreber der skal præciseres.
Når jeg taler om at designe indholdet på et digitalskilt eller en infoskærm, er det ikke kun det visuelle / kosmetiske udtryk der er i spil. Et design indeholder også regler og integration til eksterne datakilder. Det kan lyde lidt kryptisk. Men når du om lidt har læst hele afsnittet om designeren, er du allerede blevet meget klogere. Og det kræver ikke særlige tekniske kompetencer at forstå.
Hvis du kender PowerPoint, er du allerede godt på vej i forståelse af et design. I denne artikel bruger jeg de begreber som anvendes i PADS4. Andre digital signage værktøjer kan have deres egen definition. Men i sidste ende, er grundideen den samme, uanset hvad det kaldes.
Indholdet i et design
I PADS4 består et design af en præsentation. En præsentation består af en eller flere sider, og hver side indeholder et eller flere elementer.
Når præsentationen vises på en skærm, starter den med side 1. Efter noget tid, skifter den til side 2, og igen efter noget tid skifter den til side 3 osv. Når sidste side i præsentationen er vist, går den automatisk tilbage til side 1, hvorefter det hele gentages.
Det som afgør, hvor længe en side vises, afhænger af de elementer der er på siden. Et element er et ”objekt” som kan placeres på siden, og som er med til at danne det visuelle udtryk. Et element kan f.eks. være en tekst der scroller hen over skærmen.
Hvilke elementer der er til rådighed, afhænger af, hvilket digital signage system man anvender. Så huske at tjekke om de elementer du gerne vil have ind på din side, er understøttet af designeren.
Selve siden såvel som de elementer der er på siden, har en række egenskaber. Disse egenskaber kan du indstille, så de understøtter det visuelle udtryk du ønsker at opnå. Som nævnt kan et element være en tekst der scroller hen over skærmen. Men hvor på skærmen skal teksten scrolle? Skal teksten scrolle til højre, venstre, op eller ned? Hvad skal der stå, og med hvilken skrifttype? Alt dette og mere til, kan man indstille i egenskaberne på det enkelte element. Præcis det samme glæder for en side i præsentationen. Den har nemlig også en række egenskaber du kan indstille som f.eks. baggrundsfarven.
Regler og integration i et design
For at gøre et design så fleksibelt som muligt, er det vigtigt, at designeren også tilbyder at du kan arbejde med regler og integration af eksterne data.
Reglerne i designet bruges til at gøre indholdet i præsentationen dynamisk. Forestil dig du vil lave en velkomsthilsen på en infoskærm i receptionen på et hotel. Der skal stå henholdsvis ”God morgen”, ”God middag” eller ”God aften” alt efter tidspunktet på døgnet. Her kan du bruge en regel der tester (tjekker) tidspunktet på dagen. Afhængig af tidspunktet, kan du vælge at skrive den tekst der passer bedst.
Hvilke regler du kan bruge, og hvad du kan teste (tjekke), afhænger af dit digital signage værktøj. Så også her er det vigtigt, at du forholder dig til, om værktøjet lever op til dine krav.
Integration af eksterne data er også et vigtigt element, når vi taler om at gøre en præsentation dynamisk. Det er et omfattende punkt at beskrive i detaljer. Derfor har det fået sin egen artikel, som jeg vil anbefale du læser. Det er et punkt som stort set alle kommer til at arbejde med, og det kan blive dyrt, hvis man laver nogle forkerte valg.
Kort fortal handler integration om at tage data fra eksterne datakilder og vise dem i din præsentation. Hvis du f.eks. vil lave en digitalskærm med et billede af et af de produkter du sælger og hvad det koster, er det smart, hvis det kan udlæses fra din produktdatabase. Det vil betyde, at hvis du ændrer prisen i produktdatabasen, så ændres det automatisk på skærmen.
Opsamling på begreberne og hvorfor de er vigtige
Pyha – det var mange ting på en gang. Men lad mig prøve at samle op på de ting, vi har kigget på i forsøget på at besvare “Hvad er digital signage?”
Et design består af visuelle elementer samt regler og integration. Et design er opbygget som en præsentation. Præsentationen indeholder en eller flere sider, og hver side indeholder et eller flere elementer. Både sider og elementer har egenskaber du kan indstille så de passer til det du ønsker at opnå.
Regler og integration bruges til at gøre designet dynamisk. En regel udfører en test. Afhængig af testen kan designet ændre indhold. Integration bruges til at hente data fra eksterne datakilder. Når datakilden ændres, vil indholdet på skærmen ligeledes ændres.
Og hvorfor er det vigtigt at forstå?
Det er vigtigt af flere forskellige årsager. Dels er det vigtigt i forhold til at vurdere, om man selv vil designe sine præsentationer eller man skal kigge mere i retningen af at bruge skabeloner. Ligeledes er det vigtigt i forhold til at evaluere, om det digital signage system man kigger på, kan leve op til de krav man har.
Evaluering af designeren
Når du skal evaluere designeren, skal du gøre dig klart, om du selv ønsker at stå for udviklingen af løsningerne til dine skærme. Alternativet er at basere indholdet på skabeloner og / eller bede din leverandør stå for den del.
Hvis du selv vil stå for indholdet, skal du baseret din evaluering på hvor nemt det er at arbejde med værktøjet. Er det intuitivt og let at gå til? Kan du teste dine præsentationer direkte i designeren? Lever værktøjet op til dine krav i forhold til at omsætte dit mockup til en funktionel præsentation?
Uanset om du selv ønsker at udvikle indholdet eller ej, er det også en god ide at forholde sig til de grafiske elementer i designeren. Som nævnt tidligere er elementerne i din præsentation ansvarlige for de visuelle virkemidler. Derfor bør du undersøge, om designeren understøtter de elementer du ønsker at bruge. F.eks. er der elementer til video, audio, tekster, scroll, foto, grafik, grafer m.m.? Har de enkelte elementer de nødvendige egenskaber til at konfigurere de funktioner du ønsker?
Du bør også kigge på hvilke regler designeren understøtter. Kan du tjekke på dage, tidspunkter, eksterne datakilder m.m.? Huske at det er reglerne der afgør hvordan du kan arbejde med at gøre din præsentation dynamisk.
Det samme gælder i forhold til integration. Den del er beskrevet i en særskilt artikel.
Årsagen til at du selv bør tjekke elementer, regler og integration – selv om du overlader designopgaven til din leverandør, hænger samme med, at værktøjets evner har indflydelse på den regning du modtager. Har værktøjet de rette elementer, regler og integration, vil din leverandør hurtigere kunne designe din løsning. Og jo hurtigere leverandøren kan designe dit indhold, desto mindre skal du naturligvis betale.
Planlægning af afviklingstidspunkter for indholdet
Når du udvikler en præsentation, er det ikke sikkert, at den skal vises i samme sekund du har den klar. Forestil dig du har til opgave at udvikle en præsentation, der skal bruges i december måned. Den præsentation vil du sikkert arbejde på flere måneder før den skal vises. Og måske har du den klar længe før den 1. december.
Planlægningen af hvilke præsentationer der skal afvikles hvor og hvornår, varetages af en opgavestyrer – eller det som i fagsprog kaldes for en scheduler.
Schedulerens rolle i dit digital signage netværk
I scheduleren har du en oversigt der viser hvilke skærme der er i dit netværk. Her kan du se hvilke præsentationer der afvikles på hver enkelt skærm. Det vil også fremgå hvornår en given præsentation har start- og slutdato. Ligeledes vil præsentationen have start- og sluttider for hver enkelt dag i det datointerval præsentationen kører.
Tager vi ovennævnte eksempel med udviklingen af en præsentation til julesalget i december, kan du uden problemer arbejde på den, præcis når det passer dig. Hvis blot du har den klar inden startdatoen, kan scheduleren klare resten. Så snart du er klar, åbner du scheduleren, og fortæller hvilke skærme der skal køre din præsentation, og at den skal starte 1. december og slutte 24. december. Herefter har du måske en udsalgs-præsentation klar, som skal køre resten af december.
Evaluering af scheduleren
Din evaluering af scheduleren bør baseres på værktøjets evner til at gøre det nemt at planlægge afviklingen af en præsentation. Ligeledes bør du være opmærksom på, hvor nemt det er at danne sig et overblik af igangværende præsentationer.
Hvis du kender til opgavestyringssystemer, er du sikkert opmærksom på, at planlægningsdelen skal være ret fleksibel. Det kan være tidskrævende at planlægge afviklingen af præsentationerne, hvis fleksibiliteten er for dårlig. Forestil dig du har en præsentation der skal køre fra 1. december til 24. december. Fra mandag til fredag skal starte kl. 08.00 og slutte kl. 22.00. I weekenderne skal den først køre fra kl. 10.00 til 22.00 fordi der hele året allerede er lavet en weekendpræsentation der kører fra 08.00 til 10.00.
Selv om dette er et simpelt eksempel, så er det nemt at forestille sig, hvilket arbejde det vil være, hvis det manuelt skal plottes ind i en kalender. Og det er næsten umuligt at vedligeholde, uden der sker en fejl, hvis der kommer en rettelse.
Et godt råd, når du skal evaluere scheduleren, er derfor at kigge på, hvor nemt det er at lave gentagelser og undtagelser til der skal gælde for gentagelserne. Har du adgang til Outlook, så prøv at lave oprette en ”gentagende opgave”. Her kan du se, hvilken fleksibilitet Microsoft har programmeret ind i deres opgaveplanlægning.
Distribution af indholdet til skiltene
Måske har du tænk over, hvordan indholdet i de forskellige præsentationer gøres tilgængeligt ude på de respektive skilte? Det er et centralt emne når man skal besvare “Hvad er digital signage?” men heldigvis er det et område vi ikke behøver at bekymre os meget om.
Når du har lagt din præsentation ind i sceduleren, er den ansvarlig for, at de skilte du har valgt det skal vises på, rent faktisk også modtager både plan og indhold. Herefter overlades ansvaret for selve visningen til den enkelte skærm. Det kigger vi nærmere på i afsnittet om visning af indholdet på skærmen, som kan læse herunder.
Et digital signage system sender plan og indhold ud til de enkelte skærme via et netværk. Er det internt i en virksomhed, er det typisk et lokalnetværk der bruges. Er det et globalt setup af skærme, er det typisk Internettet der bruges til distributionen.
Online og offline skærme
En digital signage netværk skelner typisk mellem skærme der er online eller offline. Når en skærm er online kan den modtage nye planer og indhold, hvis der er nyt fra scheduleren. Er skærmen offline, er det ofte fordi netværket er midlertidigt utilgængeligt, og derfor kan skærmen ikke modtage nye planer og indhold.
Heldigvis er det ikke nødvendigvis et problem, at en skærm er midlertidig offline. Et professionelt digital signage setup, skal kunne håndtere denne situation, og blot fortsætte afviklingen af det indhold den allerede kender til. Så snart skærmen igen er online, er systemet designet til, at den tjekker om der er nye planer og indhold der skal overføres.
Worst case betyder det, at en plan og indhold kan blive forsinket, hvis skærmen har været offline på et tidspunkt hvor der var data der skulle overføres. Til gengæld har skærmen været funktionel, selv om den ikke har været up-to-date.
Evaluering af distributionssystemet
Der er ikke mange evalueringspunkter, når du skal kigge på, i hvilken grad værktøjet evner at distribuere planer og indhold til dine skærme. Det er et fundamentalt element i et digital signage netværk, og det vil altid være understøttet.
Når det så er sagt, så findes er det altid en god ide at tjekke, hvad der sker, når en skærm tages offline i et digital signage netværk. Her bør du stille krav til, at skærmen fortsætter med at afvikle den sidst kendte præsentation, indtil den igen kan komme online og tjekke for nyt indhold.
Det er værd at huske på, at en skærm også kan komme offline hvis selve serveren i dit digital singage netværk pludselig mister netværket eller går ned. Også i disse situationer, skal skærmene fortsætte med at vise deres indhold. Derfor – tjek hvad der sker, hvis du slukker serveren når skærmene er kørende.
Visning af indholdet på skærmen
Ikke overraskende er visning af indholdet på dine skærme, også en central del af et digital signage netværk. Det til trods, så er evalueringen af denne del, ikke særlig omfattende i forhold til hvad selve værktøjet tilbyder. I stedet bør evalueringen være rettet mod, hvilke ”platforme” der er understøttet af værktøjet.
Lad mig starte med at forklare to begreber, der knytter sig til nærværende afsnit. Det ene begreb er ordet ”Vieweren” (eller ”Playeren”). Vieweren er den del af dit digital signage system, der er ansvarlig for afspilningen af din præsentation på skærmen. Det andet begreb er ordet ”Platform”. Det dækker over hvilet IT miljø som vieweren kan afvikles i.
Formålet med en viewer / player
Vieweren er et selvstændigt stykke software, som installeres på den platform, der skal vise din præsentation. Vieweren får planer og indhold fra scheduleren, så den ved, hvad der skal vises, og hvornår.
Vieweren har et række indstillinger der bruges til at konfigurere, hvordan indholdet skal afvikles ude på den enkelte skærm. Et eksempel på en konfiguration kan være indstilling af, hvad der skal vises, hvis der ikke er planlagt indhold på skærmen. Man kan forestille sig, at man kan indstille om skærmen skal være sort eller der f.eks. skal vises et logo.
Uddybning af begrebet ”platforme”
Som sagt installeres vieweren på den platform, der skal vise indholdet ude på den enkelte skærm. Hvilke platforme der er tilgængelige, afhænger af, hvilket digital signage system du har valgt.
I grove træk kan platformene opdeles i to grupper. En gruppe til interne viewers og en gruppe til eksterne viewers. Platformen i sig selv, er det man også kalder for et styresystem, og det er installeret på en hardware-enhed.
F.eks. er en ”almindelig” PC en hardware-enhed. Mange anvender Windows 10 som styresystem, men der findes en lang række alternativer. Det vil jeg ikke komme ind på her. Et andet eksempel er en Samsung Tablet. Det er også en hardware-enhed og her anvendes der Android som styresystem.
Jeg vil også nævne smart-tv som en hardware-enhed. Måske har du ikke tænkt over det, men et smart-tv har også et styresystem. Dette styresystem afgør bl.a. hvilke apps du kan installere på dit TV. F.eks. er Netflix og YouTube apps som mange smart-tv understøtter.
Som nævnt tidligere findes der forskellige styresystemer til en PC, selv om langt de fleste bruger Windows. Det samme gør sig gældende for et smart-tv. Her findes der også forskellige styresystemer. F.eks. har LG et styresystem der kaldes for WebOS. Samsung har et styresystem der kaldes for Tizen.
Forskellen på Interne og eksterne platforme
Måske sidder du og overvejer, hvorfor jeg fortæller om forskellen på interne og eksterne platforme. Og hvis du giver det en ekstra overvejelse, giver det måske mening, at vi også kigger på denne del som et svar på spørgsmålet om “Hvad er digital signage?”. Om ikke andet – så lad og kigge nærmere på det her.
En ekstern platform er som sagt en hardware-enhed med et styresystem. Fysisk er denne hardware-enhed forbundet til skærmen via et skærmkabel som f.eks. et HDMI stik. Lad os tage en PC med Windows 10 som eksempel.
I dette tilfælde er det en ekstern platform, hvor PC’en er forbundet til din skræm via et skærmstik. Selve platformen er altså Windows 10. For det kan fungere, er du nødt til at have et digital signage system, hvor du kan få en viewer der kan installeres på Windows.
En intern platform er en hardware-enhed med et styresystem, som ligger indbygget i selve skærmen. Lad os tage en smart-tv fra LG som eksempel.
I dette tilfælde er det en intern platform, hvor selve skærmen selv har et indbygget styresystem. I og med vi bruger LG som eksempel, er selve platformen altså WebOS. For det kan fungere, er du nødt til at have et digital signage system, hvor du kan få en viewer, der kan installeres på WebOS.
Og hvad betyder det så?
Det betyder, at du skal overveje, om du vil anvende en intern eller ekstern platform når du skal vælge skærm. Har du allerede et digital signage system, er dit valg begrænset af, hvad dette system understøtter af platforme. Har du ikke et digital signage system, bør du tage med i din evaluering, hvor mange forskellige platforme systemet understøtter.
Vær i øvrigt opmærksom på, at du godt kan kombinere både de interne og eksterne platforme, men at det som sagt er dit digital signage system der afgør, hvilke der er understøttet.
Fordele og ulemper ved interne og eksterne platforme
Tager du et LG digital signage TV med WebOS, er det alt du skal bruge, for at du kan vise indholdet fra den præsentation du har udviklet. Vælger du derimod en platform til eksterne viewers, får du brug for en separat hardware-enhed til din viewer.
Derfor kan det lyde mest attraktivt at vælge en platform til interne viewers, men sådan er det ikke altid.
Forestil dig, du har 5 skærme, der alle skal vise præcis det samme indhold. Hvis du baserer løsningen på interne viewers, betyder det, at alle 5 skærme skal have en viewer installeret og du skal derfor betale for 5 licenser. Bruger du i stedet en PC med Windows 10 som platform, kan du sætte en ”splitter” på det skærmsignal der sendes ud fra PC’en. Er den en PC med HDMI stik, kan dette output sættes i en splitter, og fordeles ud til de 5 skærme. Her skal du kun betale for licensen til PC’en selv om dit output fordeles ud til flere skærme.
Men det stopper ikke her, når du skal vælge den rigtige platform. Vælger du en PC med en splitter, er det også ”single point of failure”. Dvs. med dette setup, vil det være kritisk hvis PC’en går ned. Så vil alle 5 skærme nemlig stå uden indhold.
Der er mange andre aspekter i at vælge den rigtige platform. Herunder behov for at sætte skærme i et cluster, hvor de kan tage over for hinanden i fejlsituationer. Det handler om evnen til at trække tunge grafiske præsentationer, og om forskellen på hvilke grafiske elementer der kan vises på de forskellige platforme.
Og listen fortsætter. Det bedste råd jeg kan give om valg af platform, er derfor at spørge din digital signage leverandør. Her og nu er det blot vigtigt at du ved, at et digital signage system bør understøtte både interne og eksterne platforme, du kan installere din viewer på.
Evaluering af vieweren / playeren
Som sagt bør du spørge din digital signage leverandør til råds, når du skal vælge hvilken platform du vil anvende til et konkret setup. Men din evaluering af digital signage systemet skal baseres på, at du har mulighed for at vælge. Undersøg derfor, om det er muligt at installere både på eksterne såvel som interne platforme.
Et andet evalueringspunkt er antallet af platforme der understøttes – både internt såvel som eksternt.
Det sidste evalueringspunkt jeg vil anbefale, du tager med i dine overvejelser, er muligheden for differentierede priser som er variantbaserede. Hvis du kun anvender nogle få og simple elementer i din præsentation, vil det være godt, hvis du kan købe en variant af vieweren, som er billigere end den variant der understøtter alt. Lidt på samme måde som der findes varianter af Windows 10. Er det Windows 10 til en hjemme-pc, er prisen – og funktionerne der tilbydes – anderledes end prisen for Windows 10 til en PC på jobbet.
Overvågning og fjernstyring af skærmene der viser skiltene
Det sidste element i denne omfattende gennemgang, skal handle om overvågning og fjernstyring af dine skærme. Det er ikke et uvæsentligt område, da det er her du sikrer, at den investering du har foretaget dit digital signage setup, rent faktisk også giver værdi. Hvis ikke dine skærme er kørende, og du er uden mulighed for at fjernstyre dem, risikerer du at stå med skærme uden indhold – og de bidrager i hvert fald ikke positivt til din forretning.
Agenten overvåger dine skærme
Som det sidste punkt i mine svar på artiklens spørgsmål om: “Hvad er digital signage?”, skal vi se på PADS4 agenten.
I PADS4 systemet, er der et værktøjet med navnet ”PADS4 Agent”. Dette værktøj bruges til at overvåge dine skærme. Her er et utal af punkter du kan holde øje med, hvoraf et af de vigtigste er skærmenes online status.
Du kan også dykke ned i loggen på den enkelte skærm, og se hvilke hændelser der er registeret på skærmen. Her vil det bl.a. fremgå, hvis der har været problemer, som du bør være opmærksom på, og eventuelt få dem rettet.
I agenten kan du også konfigurere hvordan vieweren skal sættes op. Som nævnt i et tidligere afsnit, kan det f.eks. være indstilling af hvad der skal vises på skærmen, hvis der ikke er en aktiv præsentation. Men det kan også være indstillinger som er mere operationelle. F.eks. om der skal udføres automatisk genstart af vieweren, hvor ofte og hvilket tidspunkt på døgnet.
Agenten har også til ansvar for at tjekke for ”livstegn” hos vieweren. Agenten spørger med en given frekvens om vieweren er online. Og kommer der svar inden for en bestemt tidsperiode, er alt ok, ellers vil serveren betragte vieweren som offline. Dette kan i øvrigt afføde, at der sendes en alarm via mail til en systemadministrator.
Central vedligeholdelse af dine skærme
Når der opstår fejl på en viewer, kan det være en fordel af genstarte selve skærmen. Men i et stort netværk, kan skærmene være placeret langt fra det sted hvor løsningen vedligeholdes. Derfor er det vigtigt, at agenten også tilbyder nogle funktioner, der gør, at du f.eks. kan genstarte selve skærmen.
Fra tid til anden kommer der også nye version af den software der udgør vieweren. Også her bør der være hjælp at hente fra agenten. Det bør være muligt at få agenten til automatisk at opdatere vieweren, så systemet løbende holdes up-to-date.
Evaluering af agenten
Din evaluering af agenten bør tage afsæt i to overordnede temaer. Dels muligheden for overvågning og dels muligheden for central vedligeholdelse.
Afhængig af hvilken digital signage løsning du evaluerer, vil du erfare, at disse to punkter ikke nødvendigvis kaldes for en ”Agent”. Uanset hvad det kaldes i det konkret system, skal du have nogle evalueringspunkter med, som dykker ned i ovennævnte to temaer.
Husk på, at dit netværk af skærme kan være placeret på steder, som er svært tilgængelige. De kan være placeret langt fra stedet hvor de administreres, eller måske sidde højt oppe på en væg, hvor de ikke umiddelbart kan tilgås. Derfor er det vigtigt, at du har værktøjer til rådighed, som gør det muligt at overvåge deres status og mulighed for at fjernadministrere dem.
Evalueringspunkterne bør som minimum inkludere værktøjets evne til at genstarte en skræm og planlægge et tidspunkt hvor softwaren automatisk kan opgraderes. Det bør være muligt at aflæse om en viewer er online eller offline, samt indstille hvordan vieweren skal fungere.
Du bør også undersøge hvilke log-funktioner der findes, som du kan bruge til eventuel fejlfinding. Her bør du også kigge på, om der findes en status for synkroniseringen af indholdet mellem vieweren og serveren. Altså om vieweren er up-to-date med det indhold der skal bruges i aktive præsentationer.
Sidst men ikke mindst, vil jeg nævne muligheden for at se skærm-dumps eller live preview ude på den enkelte viewer. Det er en funktion, der gør det muligt, at sidde centralt og bede om at få et screenshot, af hvad der foregår fysisk ude på skærmen.
Mere om digital signage
Hvis du gerne vil vide mere om digital signage, er der god viden at hente i dette arkiv: Digital Signage
Ligeledes kan jeg henvise til artiklen “Pris og fordele ved digital signage“, hvis du gerne vil vide mere om fordelene ved digital signage, og hvordan denne typer løsninger prissættes.